SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Ofte stillede spørgsmål om nydesign af eurosedlerne

Ajourført 30. november 2023

Spørgsmål 1 Hvorfor skal vi have nye eurosedler?

Alle centralbanker opgraderer regelmæssigt deres pengesedler eller udvikler nye for at gøre det sværere for falskmøntnere. Den første serie af eurosedler blev indført for over 20 år siden, og den anden serie blev sat i omløb i 2013. Vi er nu i gang med at udvikle nye eurosedler. Dette er også en mulighed for at gøre eurosedlerne mere attraktive og inkluderende for alle europæere, herunder personer med synshandicap, og for at sikre, at alle kan identificere sig med dem.

Vi ønsker samtidig, at eurosedlerne skal være så bæredygtige og miljøvenlige som muligt, så vi undersøger mulighederne for at reducere deres miljøpåvirkning.

Spørgsmål 2 Hvorfor har vi brug for et nyt design til eurosedlerne?

Eurosedlerne er et håndgribeligt og synligt symbol på europæisk enhed, og ECB har ansvaret for at opdatere dem. Som led i den generelle udvikling er tiden nu – 20 år efter indførelsen af de første eurosedler – moden til, at vi reviderer deres design. I overensstemmelse med Eurosystemets kontantstrategi sigter vi mod at udvikle attraktive eurosedler, som de europæiske borgere kan identificere sig med.

Spørgsmål 3 Hvorfor nu? Er dette det rigtige tidspunkt til at udvikle en ny seddelserie?

Det tager flere år at udvikle nye eurosedler, producere dem og sætte dem i omløb i hele euroområdet. Nye eurosedler sættes normalt i omløb med 10-15 års mellemrum for at forbedre sikkerheden og modstandsdygtigheden og for at være på forkant med falskmøntnere. Det er vigtigt at starte udviklingsprocessen så tidligt, at vi er parate, når der er truffet en beslutning om at lancere en ny serie.

Spørgsmål 4 Hvordan fungerer processen for nydesign af eurosedlerne?

Processen for nydesign af eurosedler består af to faser:

  1. Udvælgelse af nye temaer til eurosedlerne
    1. Vi iværksatte en undersøgelse, hvor vi hørte europæiske borgere, som deltog i fokusgrupper, om deres holdninger til mulige nye temaer. Resultaterne blev anvendt som input til de efterfølgende trin.
    2. Styrelsesrådet udvalgte syv temaer, herunder seks forslag fra den rådgivende gruppe om temaer (en ekspertgruppe udpeget af de nationale centralbanker i Eurosystemet og udnævnt af ECB) samt et tema foreslået af Styrelsesrådet.
    3. De europæiske borgere fik mulighed for at give udtryk for deres præferencer vedrørende de syv udvalgte temaer i en undersøgelse foretaget af en ekstern forskningsvirksomhed i alle eurolande samt i en onlineundersøgelse foretaget af ECB.
    4. Styrelsesrådet valgte derefter to mulige temaer for nye eurosedler under hensyntagen til undersøgelsernes resultater.
  2. Udvikling af nye design til eurosedlerne
    1. Nu hvor Styrelsesrådet har valgt de mulige nye temaer, påbegyndes arbejdet med at udvælge mulige motiver og forberede en designkonkurrence. Nærmere oplysninger om konkurrencen vil blive offentliggjort på ECB's officielle kanaler på et senere tidspunkt.
    2. De europæiske borgere vil få mulighed for at tilkendegive deres holdninger til en liste over udvalgte design.
    3. Styrelsesrådet forventes at træffe beslutning om det nye design i 2026.

Du kan finde flere oplysninger på webstedet om nydesign af eurosedlerne.

Spørgsmål 5 Hvorfor valgte I "Europæisk kultur" og "Floder og fugle" som mulige temaer for nye eurosedler?

Vi vil gerne lytte til de europæiske borgeres synspunkter gennem hele nydesignprocessen. Temaerne blev derfor udvalgt på grundlag af offentlige undersøgelsers resultater (se spørgsmål 7) og med hjælp fra en uafhængig rådgivende gruppe.

Resultaterne af vores seneste undersøgelser viste stærk støtte til temaerne "Europæisk kultur", "Floder: giver liv i Europa" og "Fugle: frie, robuste, inspirerende". For at afspejle offentlighedens præferencer så bredt som muligt besluttede Styrelsesrådet at kombinere de natur- og miljørelaterede temaer i et enkelt tema, nemlig "Floder og fugle". Derfor går vi ind i den næste fase af processen med to temaer: "Europæisk kultur" og "Floder og fugle".

Spørgsmål 6 Hvornår får vi eurosedler med det nye design i lommerne?

Når nydesignet af eurosedlerne foreligger, beslutter Styrelsesrådet, hvornår de skal produceres og udstedes. Derefter vil der stadig gå nogle år, før de nye eurosedler sættes i omløb og ender i vores lommer.

De forskellige pålydende værdier i den nuværende euroseddelserie blev indført gradvist over flere år. Der er endnu ikke truffet beslutning om, hvornår og hvordan de nye eurosedler vil blive sat i omløb.

Spørgsmål 7 Hvad er offentlighedens rolle i processen for nydesign?

Vi opfordrer alle borgere i euroområdet til at deltage i vores offentlige undersøgelser. Det er meget vigtigt for os, at de beslutninger, der træffes under hele processen, afspejler den europæiske offentligheds holdninger.

Vi indledte processen med en kvalitativ undersøgelse i euroområdet for at forstå offentlighedens præferencer vedrørende emnet fremtidige eurosedler. I sommeren 2023 inviterede vi så offentligheden til at deltage i vores onlineundersøgelse om mulige temaer. Sideløbende hermed bad vi en ekstern forskningsvirksomhed om at gennemføre en lignende undersøgelse med henblik på at sikre den bedst mulige repræsentation af befolkningen i euroområdet.

Efter udvælgelsen af motiver og designkonkurrencen måler vi offentlighedens præferencer på en liste over mulige design. Det forventes at finde sted i 2025.

Spørgsmål 8 Vil der blive anvendt andre materialer eller størrelser ved nydesignet af eurosedlerne, og vil der blive indført nye pålydende værdier?

Vores eurosedler er trykt på bomuldspapir, hvilket giver dem en særlig sprødhed og slidstyrke. Vi undersøger hele tiden, hvordan vi kan forbedre levetiden og reducere eurosedlernes miljøaftryk.

Som udgangspunkt vil vi bevare de nuværende pålydende værdier (5 euro,10 euro, 20 euro, 50 euro, 100 euro og 200 euro). De nye sedler vil sandsynligvis også få de samme størrelser og farver som de nuværende sedler for at lette overgangen og begrænse omkostningerne til tilpasning af maskiner til håndtering af pengesedler.

Spørgsmål 9 Hvem træffer beslutning om det endelige tema og de endelige design?

Den endelige beslutning træffes af Styrelsesrådet på grundlag af synspunkter fra den europæiske offentlighed og input fra ekspertgrupper. Styrelsesrådets beslutninger offentliggøres løbende på ECB's websted gennem hele forløbet.

Spørgsmål 10 Vil sårbare grupper (fx personer med synshandicap) blive hørt i forbindelse med nydesignet?

ECB og de nationale centralbanker i Eurosystemet har regelmæssig kontakt med alle interessenter. ECB hørte regelmæssigt Den Europæiske Blindeunion under udviklingen af den nuværende seddelserie. Denne kontakt er blevet videreført og vil også fortsætte under processen for nydesign.