- PRESSEMEDDELELSE
ECB offentliggør vejledende kalendere over auktioner i 2024
15. september 2023
- ECB offentliggør vejledende kalendere over Eurosystemets regelmæssige auktioner og reservekravsperioderne i 2024
- ECB bringer tildelings- og afviklingsdatoerne for regelmæssige langfristede markedsoperationer med en løbetid på tre måneder i overensstemmelse med datoerne for de primære markedsoperationer
- ECB ændrer datoen for den ottende reservekravsperiode i 2023
Den Europæiske Centralbank (ECB) offentliggjorde i dag den vejledende kalender over Eurosystemets regelmæssige auktioner og den vejledende kalender over Eurosystemets reservekravsperioder i 2024.
Den vejledende kalender over Eurosystemets regelmæssige auktioner bringer datoerne for annoncering, tildeling og afvikling af langfristede markedsoperationer (LTRO'er) med en løbetid på tre måneder i overensstemmelse med de tilsvarende datoer for de primære markedsoperationer (PMO'er). Formålet med tilpasningen af afviklingsdatoerne er at lette forlængelse fra primære markedsoperationer til langfristede markedsoperationer og omvendt. Ændringen træder i kraft fra og med den langfristede markedsoperation med tildeling 30. januar 2024. Udløbsdatoerne for LTRO'er med tildeling i oktober, november og december 2023 falder således sammen med de nye afviklingsdatoer, der gælder fra og med 2024. Kalenderen omfatter kun primære markedsoperationer og langfristede markedsoperationer med en løbetid på tre måneder. Den omfatter ikke oplysninger om supplerende eller ad hoc-operationer, som eventuelt bliver afholdt i 2024. Kalenderen kan downloades fra ECB's websted.
Den vejledende kalender over Eurosystemets reservekravsperioder tager højde for både Styrelsesrådets mødekalender i 2024 og kalenderen over de regelmæssige auktioner.
Den vejledende kalender over reservekravsperioderne i 2024 (herunder den ottende reservekravsperiode i 2023) vises her:
RP | Møde i Styrelsesrådet | Reservekravs-periodens start | Reservekravs-periodens afslutning | Reservekravs-grundlag | Reservekravs-grundlag | Reservekravs-periodens længde (dage) |
---|---|---|---|---|---|---|
14. december 2023 | 20. december 2023 | 30. januar 2024 | Oktober 2023 | September 2023 | 42 | |
1 | 25. januar 2024 | 31. januar 2024 | 12. marts 2024 | November 2023 | September 2023 | 42 |
2 | 7. marts 2024 | 13. marts 2024 | 16. april 2024 | Januar 2024 | December 2023 | 35 |
3 | 11. april 2024 | 17. april 2024 | 11. juni 2024 | Februar 2024 | December 2023 | 56 |
4 | 6. juni 2024 | 12. juni 2024 | 23. juli 2024 | April 2024 | Marts 2024 | 42 |
5 | 18. juli 2024 | 24. juli 2024 | 17. september 2024 | Maj 2024 | Marts 2024 | 56 |
6 | 12. september 2024 | 18. september 2024 | 22. oktober 2024 | Juli 2024 | Juni 2024 | 35 |
7 | 17. oktober 2024 | 23. oktober 2024 | 17. december 2024 | August 2024 | Juni 2024 | 56 |
8 | 12. december 2024 | 18. december 2024 | Endnu ikke fastlagt | Oktober 2024 | September 2024 | Endnu ikke fastlagt |
Tabellen omfatter også en ændring i den vejledende kalender over reservekravsperioderne i 2023. Konkret er afslutningen på den ottende reservekravsperiode i 2023 rykket en uge frem, nemlig fra 6. februar 2024 til 30. januar 2024. Reservekravsperiodens start 20. december 2023 er uændret. Justeringen skyldes en ændring i Styrelsesrådets mødekalender i 2024.
Henvendelser fra medierne kan rettes til William Lelieveldt, tlf.: +49 69 1344 7316.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt- 15 September 2023