Den Europæiske Centralbank åbner sine døre på lørdage
- Den første lørdag i måneden har forhåndstilmeldte besøgende mulighed for at tage ECB's bygning nærmere i øjesyn.
- Rundvisninger på engelsk eller tysk vil føre de besøgende rundt i Grossmarkthalle og kontortårnet.
- ECB har også truffet foranstaltninger til at tage imod flere forhåndsreserverede besøg af grupper.
Den Europæiske Centralbank (ECB) åbner sine døre og inviterer forhåndstilmeldte besøgende til rundvisninger. Offentligheden får nu for første gang, siden ECB flyttede til det nye hovedsæde i slutningen af 2014, mulighed for at tage kontortårnet og den historiske Grossmarkthalle nærmere i øjesyn og nyde den fantastiske udsigt over Frankfurt fra 27. etage.
Rundvisningerne begynder 2. juli, og de finder sted den første lørdag i måneden, i hvert fald indtil udgangen af året. Mellem kl. 12.00 og kl. 16.30 gennemføres rundvisninger på engelsk og tysk af ca. en times varighed for grupper på op til 25 personer.
ECB har også truffet foranstaltninger til at tage imod flere grupper af besøgende i centralbanken på andre tidspunkter. Skoler, elever/studerende og andre grupper bedes registrere sig inden et besøg. Indholdet i sådanne studiebesøg kan fx være euroområdets historie og funktion, men på anmodning kan de også handle om mere specifikke emner.
Yderligere information om besøg i ECB findes på ECB's websted under "For besøgende > Arkitektur og kunst". Henvendelser fra medierne kan rettes til Rocío Gonzalez/Stefan Ruhkamp, tlf.: +49 69 1344 6451.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt