Afgørelser truffet af ECB's styrelsesråd (ud over beslutninger om fastsættelse af renten)
August-september 2024
27. september 2024
Markedsoperationer
Genkøbsaftale med Banca Naţională a României
Den 1. august 2024 godkendte Styrelsesrådet oprettelsen af en genkøbsaftale mellem ECB og Banca Naţională a României inden for rammerne af Eurosystemets genkøbsfacilitet (EUREP) frem til 31. januar 2025. Den relevante side på ECB's websted er opdateret i overensstemmelse hermed.
Harmoniserede processer, procedurer og ordninger, der anvendes ved mobiliseringen og forvaltningen af sikkerhedsstillelse i Eurosystemets kreditoperationer
Den 13. august 2024 vedtog Styrelsesrådet retningslinje ECB/2024/22 om forvaltningen af sikkerhedsstillelse i Eurosystemets kreditoperationer og retningslinje ECB/2024/23 om ændring af retningslinje (EU) 2015/510 om gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske ramme (ECB/2014/60). Begge retsakter træder i kraft med iværksættelsen af Eurosystemets system til forvaltning af sikkerhedsstillelse (ECMS). Retningslinjerne findes på ECB's websted sammen med en tilhørende pressemeddelelse og et referencedokument med yderligere oplysninger til eurosystemets modparter om de harmoniserede processer, procedurer og ordninger, der anvendes ved mobiliseringen og forvaltningen af sikkerhedsstillelse i Eurosystemets kreditoperationer.
Markedsinfrastruktur og betalinger
Ændring af retningslinje om en ny generation af Target (Trans-European Automated Real-time Gross Settlement Express Transfer system)
Den 30. juli 2024 vedtog Styrelsesrådet retningslinje ECB/2024/20 om ændring af retningslinje (EU) 2022/912 om en ny generation af TARGET (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system) (ECB/2022/8). Ændringerne afspejler udviklingen i Eurosystemets politik på flere områder med relevans for Target Services, herunder ændringer som følge af afgørelse (EU) 2024/1209 om forrentningen af ikke-pengepolitiske indskud hos de nationale centralbanker og Den Europæiske Centralbank (ECB/2024/11), som opstiller yderligere betingelser, der blev godkendt af Styrelsesrådet i 2023, for anvendelse af forhåndsfinansiering fra afviklingssystemer. Retningslinjen og afgørelsen træder i kraft 1. december 2024.
Rapport om svindel med betalinger for 2024 udarbejdet af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) i samarbejde med Den Europæiske Centralbank (ECB)
Den 31. juli 2024 gav Styrelsesrådet tilladelse til offentliggørelsen af en fælles rapport fra EBA og ECB om svindel med betalinger. Rapporten giver et første omfattende overblik over de data om svindel med betalinger, der er indsamlet af EBA og ECB i deres respektive roller som overvåger af betalingssystemer, instrumenter, ordninger og aftaler samt tilsynsmyndighed for leverandører af betalingstjenester inden for de relevante gældende rammer. EBA og ECB vil fortsat overvåge udviklingen inden for svindel med betalinger på grundlag af de indsamlede data om svindel og planlægger at offentliggøre lignende rapporter en gang om året. Formålet med disse rapporter er at erstatte Eurosystemets tidligere rapporter om kortsvindel og give et mere omfattende og detaljeret perspektiv på svindel på tværs af forskellige betalingsinstrumenter. Den første fælles rapport fra EBA og ECB samt en tilhørende pressemeddelelse findes på EBA's og ECB's websteder.
Ophør af Eurosystemets rammer for vurdering af centrale modparter
Den 19. september 2024 besluttede Styrelsesrådet, at standarderne for anvendelse af centrale modparter i Eurosystemets operationer til forvaltning af valutareserver (brugerstandarder for centrale modparter) og de tilknyttede rammer for vurdering skal ophøre. Denne afgørelse tager hensyn til den lovgivnings-, tilsyns- og forretningsmæssige udvikling i relation til central clearing, som har fundet sted siden vedtagelsen af brugerstandarderne for centrale modparter i 2011, såsom CPMI's og IOSCO's principper for finansielle markedsinfrastrukturer.
Opdatering af status på Eurosystemets system til forvaltning af sikkerhedsstillelse (ECMS)
Den 19. juli 2024 tog Styrelsesrådet en opdatering om statussen på ECMS-projektet til efterretning. Opdateringen følger Styrelsesrådets afgørelse fra november 2023 om at ændre startdatoen for ECMS-projektet til 18. november 2024 og Styrelsesrådets anmodning om løbende at blive holdt orienteret om projektets status. Opdateringen antydede, at der fortsat var visse udfordringer i forbindelse med rettidig levering af projektet. Den 25. september 2024 godkendte Styrelsesrådet på grundlag af yderligere opdaterede oplysninger, som bekræfter, at der var brug for mere tid til, at brugerne kunne afslutte deres test i et stabilt miljø, og efter anbefaling fra Markedsinfrastrukturrådet en yderligere ændring med sigte på en startdato for ECMS i første halvdel af 2025. Nærmere oplysninger findes på ECB's websted.
Rådgivning om lovgivning
ECB's udtalelse om en forfatningslov om kontanter som lovligt betalingsmiddel og adgang til kontanter
Den 24. juli 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/26 på anmodning af den slovenske nationalforsamling.
ECB's udtalelse om modernisering af lovgivningen om internationale sanktioner
Den 26. august 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/27 på anmodning af den nederlandske finansminister.
ECB's udtalelse om embedsperioden for medlemmerne af Danmarks Nationalbanks direktion, kompetencer i forbindelse med overvågning og drift af betalingssystemer og ret til indskud på basale erhvervskonti
Den 30. august 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/28 på anmodning af Finanstilsynet i Danmark.
ECB's udtalelse om et forslag til en forordning om en ramme for adgang til finansielle data og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010, (EU) nr. 1095/2010 og (EU) 2022/2554
Den 30. august 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/29, som er udarbejdet på ECB's eget initiativ.
ECB's udtalelse om forhøjelsen af Rumæniens kvote i Den Internationale Valutafond
Den 5. september 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/30 på anmodning af Banca Națională a României.
ECB's udtalelse om udpegelse af Banco de Portugal som afviklingsmyndighed for centrale modparter
Den 13. september 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/31 på anmodning af det portugisiske finansministerium.
ECB's udtalelse om Sveriges Riksbanks finansiering
Den 16. september 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/32 på anmodning af det svenske finansministerium.
ECB's udtalelse om indberetning af betalingsstatistik til Sveriges Riksbank
Den 24. september 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/33 på anmodning af Sveriges Riksbank.
Corporate governance
Udnævnelse af en midlertidig formand for IT-komitéen
Den 25. juli 2024 udnævnte Styrelsesrådet Alain Busac, ECB's generaldirektør for informationssystemer, til formand IT-komiteen med øjeblikkelig virkning og frem til 31. december 2025, således at hans embedsperiode slutter samtidig med embedsperioderne for alle de øvrige formænd for komitéer i ESCB/Eurosystemet , som blev udnævnt eller genudnævnt i december 2022. Alain Busacs udnævnelse til generaldirektør for informationssystemer blev meddelt den 7. maj 2024 i en pressemeddelelse, der findes på ECB's websted.
Udnævnelse af formanden for Eurosystemets klimaforum
Den 25. juli 2024 udnævnte Styrelsesrådet Theodora Antonakaki, direktør for Bank of Greeces klima- og bæredygtighedscenter, til formand for Eurosystemets klimaforum fra og med 1. januar 2025 til 31. december 2026. Theodora Antonakaki efterfølger Irene Heemskerk, den første formand for klimaforummet, siden det blev oprettet af Styrelsesrådet i juli 2022. I modsætning til Eurosystemets/ESCB's komiteer, hvis formænd udnævnes for tre år ad gangen, udnævnes en ny formand for klimaforummet hvert andet år.
Udnævnelser til Det Administrative Klagenævn
Den 26. august 2024 udnævnte Styrelsesrådet under hensyntagen til Tilsynsrådets udtalelse Édouard Fernandez-Bollo, Ilias Plaskovitis og Verica Trstenjak til medlemmer af Det Administrative Klagenævn for en periode på fem år. Ilias Plaskovitis og Verica Trstenjak tiltrådte deres mandat 8. september 2024, mens Édouard Fernandez-Bollos embedsperiode starter 1. oktober 2024. Der findes flere oplysninger om Det Administrative Klagenævn på denne side på ECB's banktilsynswebsted.
Sedler og mønter
Ændring af ECB's afgørelse om omfanget af møntudstedelse i 2024
Den 19. september 2024 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2024/25 om ændring af afgørelse (EU) 2023/2684 om godkendelse af omfanget af møntudstedelse i 2024 (ECB/2023/28). Ændringsafgørelsen, som indeholder bestemmelser om en forøgelse af omfanget af eurosamlemønter, som Malta kan udstede i 2024, findes i EUR-Lex.
ECB Banktilsyn
Offentlig høring om ECB's vejledning om governance og risikokultur
Den 22. juli 2024 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at iværksætte en offentlig høring vedrørende det nye udkast til ECB's vejledning om governance og risikokultur. Materialet vedrørende denne høring, som løber indtil 16. oktober 2024, findes på ECB's banktilsynswebsted.
Rapport om IFRS 9-overlays og forbedring af modeller for nye risici
Den 29. juli 2024 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at offentliggøre en af Tilsynsrådet godkendt rapport om IFRS 9-overlays og forbedring af modeller for nye risici. Rapporten findes på ECB's banktilsynswebsted.
ECB's efterlevelse af EBA's retningslinjer om genindberetning af historiske data under EBA's indberetningsordning
Den 9. september 2024 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at meddele EBA, at ECB, hvad angår de signifikante institutter under ECB's direkte tilsyn, allerede overholder EBA's retningslinjer for genindberetning af historiske data under EBA's indberetningsordning (EBA/GL/2024/04).
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt