SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
  • PRESSEMEDDELELSE

Pengepolitiske beslutninger

11. marts 2021

Styrelsesrådet straf følgende beslutninger:

For det første fortsætter Styrelsesrådet nettoopkøbene af aktiver under opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP), der har en samlet ramme på 1.850 mia. euro i hvert fald indtil udgangen af marts 2022 og i alle tilfælde indtil det vurderes, at den kritiske fase af coronakrisen er ovre. På baggrund af en fælles vurdering af finansieringsforholdene og inflationsudsigterne forventer Styrelsesrådet, at opkøbene under PEPP i det næste kvartal bliver gennemført i et betydeligt højere tempo end i de første måneder af året.

Styrelsesrådet vil opkøbe fleksibelt og på markedsvilkår og med henblik på at forhindre en stramning af finansieringsforholdene, som ikke bidrager til at modvirke pandemiens negative effekt på den ventede inflationsudvikling. Hertil kommer, at fleksibiliteten i opkøbene over tid, på tværs af aktivklasser og landene imellem fortsat vil understøtte den gnidningsløse transmission af pengepolitikken. Hvis det er muligt at fastholde gunstige finansieringsforhold med strømme af aktivopkøb, der ikke sprænger rammen i løbet af tidshorisonten af nettoopkøb inden for PEPP, er det ikke nødvendigt at bruge rammen fuldt ud. Tilsvarende vil det være muligt at rekalibrere rammen, hvis det er nødvendigt for at fastholde gunstige finansieringsforhold for at bidrage til at modvirke det negative stød, som pandemien har givet inflationsudviklingen.

Styrelsesrådet vil fortsat geninvestere afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt under PEPP, efterhånden som de forfalder, i hvert fald indtil udgangen af 2023. Den fremtidige udfasning af PEPP-porteføljen vil under alle omstændigheder blive styret, så den ikke indvirker på den passende pengepolitiske linje.

For det andet vil nettoopkøbene under opkøbsprogrammet (APP) fortsætte på et månedligt niveau på 20 mia. euro. Styrelsesrådet forventer stadig, at de månedlige nettoopkøb under APP fortsætter, så længe det er nødvendigt for at styrke den lempende effekt af de pengepolitiske renter, og at de ophører, kort før Styrelsesrådet begynder at forhøje ECB's officielle renter.

Det er også Styrelsesrådets hensigt at fortsætte med fuldt ud at geninvestere afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt inden for APP, efterhånden som de forfalder, i en længere periode efter den dato, hvor Styrelsesrådet begynder at forhøje ECB's officielle renter, og i hvert fald så længe det er nødvendigt for at fastholde gunstige likviditetsforhold og en meget lempelig pengepolitik.

For det tredje fastholdes renten ved de primære markedsoperationer og renten på den marginale udlånsfacilitet og indlånsfaciliteten på henholdsvis 0,00 pct., 0,25 pct. og −0,50 pct. Styrelsesrådet forventer, at ECB's officielle renter forbliver på deres nuværende eller et lavere niveau, indtil Styrelsesrådet har konstateret en robust bevægelse af inflationsudsigterne mod et niveau, der er tilstrækkelig tæt på, men under 2 pct. inden for Styrelsesrådets fremskrivningsperiode, og en sådan konvergens er blevet konsekvent afspejlet i den underliggende inflationsudvikling.

Endelig vil Styrelsesrådet fortsætte med at stille rigelig likviditet til rådighed ved hjælp af markedsoperationerne. Især den tredje række af målrettede langfristede markedsoperationer (TLTRO-III) er fortsat en attraktiv finansieringskilde for bankerne, idet den understøtter bankernes långivning til virksomheder og husholdninger.

Styrelsesrådet er rede til, i givet fald, at justere alle sine instrumenter for at sikre en vedvarende udvikling i inflationen i retning af inflationsmålet og i overensstemmelse med forpligtelsen til symmetri.

Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.30 CET i dag.

Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt